Hearts of Iron II

”Agh, pis og lort!” Sådan tænkte jeg, for at være ærlig, da jeg opdagede, at deadlinen for at poste et blogindlæg hastigt nærmede sig. Jeg kunne ikke tage mig sammen. Google blev flittigt brugt til at finde noget historisk formidling på nettet, men lige meget hjalp det – jeg havde nemlig kastet mig over den ultimativt mest tidskrævende overspringshandling: computerspil. Spillet hedder Hearts of Iron II, og det handler mit blogindlæg om. Bum.

Hearts of Iron 2

Beskrivelse

Hearts of Iron II (HOI2) er et strategispil, der foregår i perioden 1936 til 1947 (alt efter, hvilken udgave af spillet man har). Man kan administrere næsten alle lande, der eksisterede i perioden, og formålet er, at man skal styre landet igennem de kritiske år på bedste maner. Tiden går støt og roligt frem og spilleren har hele tiden overblik over, hvor man er i tid og rum.

Som ”hersker” kan man pille ved en ret overvældende mængde af barometre. Den politiske udvikling kan man påvirke, ved at gøre sit land mere eller mindre demokratisk, højre- eller venstreorienteret osv. Man kan udnævne officerer og fyre kritiske røster i administrationen. Man kan satse på diplomati, oprustning, krig og lign. Invasion, annektering og forsvarsalliancer, der naturligvis senere brydes, er nogle af de beslutninger, man løbende skal træffe i spillet, mens historien udfolder sig. Forholdet til nabolande skal plejes, hvis man ikke selv vil invaderes, ligeså vel som det til sin egen befolkning skal det.

At træde et skridt op af udviklingens stige kræver selvfølgelig både ressourcer, mandkræft, videnskabelig avancering og meget mere. Prioritering af disse områder er derfor helt afgørende for, om man kan nå sine mål og ikke bliver rendt over ende af en omverden, der ruster sig til krig.

Som det måske kan fornemmes på beskrivelsen af HOI2, så spiller landenes kulturelle udviklinger ikke en betydelig rolle. Det gør de militærstrategiske overvejelser derimod. Alt peger mod krig, hvilket bibringer HOI2 et meget højt spændingsniveau!

Et kontrafaktisk krigsspil?

Som nævnt kan man spille næsten alle nationer, hvoraf Sovjetunionen, Tyskland, Storbritannien, Frankrig og USA er nogle af de mest magtfulde. Man kan dog også vælge at spille små nationer, som fx Danmark. Her gælder det ikke om at sikre verdensfreden eller verdensherredømmet, men derimod om at navigere en småstat gennem rørte vande vha. diplomati, alliance- og neutralitetspolitik. Det er med andre ord et meget realistisk billede af landendes formåen, der tegnes i HOI2.

Alt efter, hvilke barometre man piller ved, og hvilke beslutninger man tager, bliver ens land mødt med nye udfordringer. Vælger man at satse meget hårdt på industri og oprustning, vil nabolandene fokusere deres kræfter på ens land og man kan hurtigt befinde sig i en blodig krig. Satses der ubetinget på nedrustning, risikerer man at udgøre et ”militært tomrum”, som nabolande uden videre vil vade henover. Dilemmaer der også i virkeligheden dominerende 30’ernes udenrigs- og sikkerhedspolitik i Danmark og resten af verden.

De interne og eksterne dynamikker i HOI2 gør det til et veludviklet kontrafaktisk krigsspil, der på fin vis illustrerer konsekvenserne af at træffe eller af ikke at træffe beslutninger i en svær tid. Det er dog ikke hele sandheden.

Man kan nemlig også vælge at følge den virkelige udvikling, hvis man fx som Tyskland vælger at annektere Sudeterlandet i 1938, nakke Polen i 1939 og nuppe Frankrig i juni 1940. Alt efter, hvor dygtig man er til historie og computerspil, vil det også lykkes meget godt. Lige i Tysklands tilfælde plejer jeg dog at afvige en smule fra Hitlers originale planer. Operation Barbarossa = fail!

Screen shot fra spillet. Simpel grafik hjælper på brugervenligheden.

Styrker og svagheder

HOI2 er ikke blevet skabt som et historieformidlingsprojekt. Det er der ingen tvivl om. Men når det så er sagt, så spiller den historiske udvikling, reelle begivenheder og virkelige problemstillinger en central rolle i dette computerspil. Som tiden skrider frem, colaflaskerne tømmes og opvasken ophobes, erhverves der alligevel en stærk viden om, hvad der foregik i perioden frem til og under den anden verdenskrig. Det Brunbech ville kalde ”stelth learning”.

Man præsenteres løbende for historisk ”korrekte” dilemmaer. Hvis man fx spiller som Storbritannien, når Tyskland annekterer Sudeterlandet, vil der blive vidst en boks med baggrundsviden omkring denne begivenhed. Hvilke interesser havde Tyskland i dette, hvorfor gjorde man ikke noget fra allieret side osv. Man kan så vælge at gøre, som man reelt gjorde – nemlig ingenting, eller man kan gå en helt anden vej. Man bliver på denne måde holdt i ”historisk sync” med virkeligheden.

Man får et om end forsimplet indblik i, hvad der skal til for at styre et land ind i, igennem og ud af en krig. At man kan spille drabelige supermagter såvel som fredelige småstater bibringer HOI2 en vigtig variation og giver ligeledes spilleren en vigtig nuancering af en i underholdningsgenren ofte meget karikeret periode af verdenshistorien.

Vælger man at spille en af de små nationer, har man dog meget lidt påvirkning på den store udvikling. Ganske realistisk, men det gør også, at spilleren mere føler sig som en passiv beskuer af historiens gang end en potent verdenshersker med styr på lortet. Og det er der jo ingen, der ønsker – jeg spiller som supermagt!

Alt i alt et spændende historisk krigsspil, der på mange måder ikke virker så fjernt fra virkeligheden. Et spændende, ja når man skal skrive et blogindlæg, måske for spændende strategispil, hvor man trods alt skal have hjernen med hele vejen.

Tjek linket ud!

10 min., der viser, hvilke overvejer fyren her, der spiller som Storbritannien, gør sig, når Tyskland invaderer Danmark og Norge! Filmen viser også meget godt, hvor militærstrategisk spillet kan være.

http://www.youtube.com/watch?v=KFDk2iY1rx0&feature=relmfu

Gensyn med Elmuseet (på nette gudskelov!)

Da jeg gik i folkeskole i Nordjylland, blev det besluttet at min klasse skulle besøge Elmuseet ved Tangeværket. Turen har sidenhen printet sig ind i min hukommelse som en traumatisk kedelig en af slagsen, og derfor vil jeg undersøge om Elmuseets hjemmeside vil leve op til mine dårlige erfaringer, eller om jeg måske kan blive positivt overrasket.

Elmuseet ved Tangeværket, som nu har skiftet navn til det mere politiske korrekte ”Energimuseet”, har været åbent for besøgende siden 27. august 1984, og i 2011 skete navneændringen.

Energimuseets forside

Målgruppen

Energimuseets hjemmeside henvender sig først og fremmest til familier, som ønsker at besøge museet og vide mere om energi i Danmark. For denne målgruppe er det meget bekvemt, at det er nemt at navigere sig frem til kort og rejsemuligheder. Foruden familiebesøgende rettes der også opmærksomhed mod folkeskoleelever og lignende, som kan bruge hjemmesiden i forbindelse med skolerelateret arbejde.

Formidling af historie og fysik

Foruden energi og fysisk, som man må sige er Energimuseets omdrejningspunkt, fokuseres der også på energiens historie i Danmark. Denne sammen med naturvidenskaben formidles på hjemmesiden via tekst og billeder, og er meget overskuelig og letlæselig.

Energimuseet har lavet en såkaldt ”Vidensbank” på deres hjemmeside. Denne fungerer som en slags oversigtsværk over temaer og kategorier, og må næsten være lavet til skolerelateret opgaver. Vidensbanken er akkompagneret af en række videoer, som beskriver naturvidenskabelige emner som fx: ”Hvor kommer vinden fra?”. Alle disse videoer er meget pædagogiske og holder sig indenfor 2-4 minutter varighed. Desværre bliver man sendt på YouTubes hjemmeside, når man klikker på én af videoerne, hvilket er lidt til gene. Det er mig en gåde, hvorfor man ikke bare har inkorporeret videoerne direkte på hjemmesiden. Foruden videoer og database er der også et minispil kaldet en ”vindsimulator”. Her kan den besøgende selv bestemme vindens hastighed og derpå se konsekvenserne afspejlet i vindmøllernes effektivitet. Selv om disse features ikke har noget med historie at gøre, kan vores felt stadig lade sig inspirere af formidlingsmetoden, som efter min mening, er ganske glimrende.

Energimuseets ""Vidensbanken" "

Et hurtigt syn på hjemmesidens struktur

Energimuseets hjemmeside er efter min mening nem at navigere rundt på. Jeg kunne dog ønske mig en lidt mere overskuelig forside, da man som besøgende får smidt ret meget information i hovedet. Logoet i toppen fungerer (med en undtagelse) som et link tilbage til forsiden, hvilket er dejligt, når man surfer rundt på siden. Derudover er der ingen døde links samt ingen irriterende pop-ups eller banner-reklamer. Det er for mit vedkommende positivt, at man i overvejende grad har holdt sig fra at indlemme grafik eller lyd på hjemmesiden. Grafisk indhold kan dog skabe interesse og vække nysgerrighed, men hvis det ikke bliver udført ordenligt, er det til gene og irritation.

Summa summarum er det mit indtryk, at hjemmesiden fungerer ganske fornuftigt. Den er informativ og dækker de fremtidige museumsgæsters behov for navigation til selve museet, og den tjener også meget godt som supplement for undervisning i folkeskolen, da siden er god til at formidle viden om naturvidenskaben og historie. Der er altså noget at hente på hjemmesiden for ret mange af John Falks kategorier for besøgende gæster.

Derudover synes jeg hjemmesiden formår at skabe interesse og lyst til at besøge Energimuseet. At jeg (næsten) får lyst til at besøge Energimuseet igen er ret sigende (og en smule skræmmende). Men med mine erfaringer in mente, havde jeg nok også forventet en hjemmeside med en layout fra 1990’erne i samhørighed med en flashy sølvfarvet hit-counter nederst på hjemmesiden. 

1864.dk - på en lidt anden måde...

For et par uger siden kom et oplæg om hjemmesiden 1864.dk, en side der er oprettet af Historiecenter Dybbøl Banke, og jeg vil gerne give et andet syn på den side.

Siden er overskuelig med en enkel og logisk menu, som, ved hjælp af undermenuer, fortæller dig, hvor på siden du befinder dig. Sidens forside er ”1864-Tidende”, der skal forestille en avisartikel fra 1864. Modsat det tidligere opslag, synes jeg 1864-Tidende fungerer rigtig godt. Artiklernes simple opsætning og korte tidshorisont giver præcis hvad der bliver lovet: En oversigt over aktiviteterne i Danmark, den dag man besøger siden. Man får altså gennem avisartiklerne de korte fakta om krigshandlingerne i Danmark, som om vi ikke ved, hvad de forskellige slag ender med. Artiklerne er skrevet af BT-journalisten Lars Lindeberg, og projektet "1864-Tidende" kører på 1864.dk fra den 2. februar til den 20. juli.

Under fanen ”Krigen 1864” finder man en række korte artikler, der, på trods af stavefejl, giver et godt overblik over krigen mellem Danmark og Preussen i 1864. Jeg er helt enig med det tidligere oplæg, når han skriver det er det mest anvendelige på siden. Teksterne er lette at læse og henvender sig især til undervisning.

Digitaliseret arkiv

Som historiestuderende er jeg meget glad for 1864-arkivet. Arkivet indeholder Historiecenter Dybbøl Bankes samling af dagbøger, rapporter og andre kilder, som de har gjort tilgængelige på siden. Kilderne kan læses på siden i afskrevet form, og for den historiestuderende afsluttes artiklen med en præcis beskrivelse af, hvor dokumentet er hentet fra, om det er privatejet eller fra rigsarkivet. Arkivet er også inddelt i temaer som hjælper læseren med at finde rundt i den samling.

”Rute 1864” indeholder en række indtalte øjenvidneberetninger fra slaget ved Dybbøl 1864. Beretningerne er inddelt i emner, hvor en indtalt indledning giver baggrunden for handlingerne i øjenvidneberetningerne. Desværre er der kun tekst til indledningerne, hvilket er ærgerligt fordi sproget godt kan være svært.  Beretningerne som lyd er en god idé, som viser en anden og mere personlig vinkel på slaget ved Dybbøl. Dog anbefaler jeg ikke at man hører mere end to emner af gangen, da ”Rute 1864” kræver en meget god tålmodighed og koncentration.

Alt i alt synes jeg at Historiecenter Dybbøl Banke har gjort et godt stykke arbejde med 1864.dk. Siden er ikke helt uden fejl, men ser man bort fra stavefejl og et noget krævende ”Rute 1864”, giver siden et rigtig godt overblik over krigen i 1864. Siden er helt sikkert rettet mod undervisning, men kan også bruges af mere alvorligt historieinteresserede især på grund af 1864-arkivet, som er frit tilgængeligt på siden.

Disunion - The Civil War

I 2010 var det 150 år siden den amerikanske borgerkrig startede. Den lejlighed brugte New York Times til at lancere et storstilet historieformidlingsprojekt. Og jeg mener virkelig storstilet. Jeg vil fremhæve nogle væsentlige sider af deres tema om den amerikanske borgerkrig, men der er endnu mere at komme efter.
Vi skal kigge på deres disunion-blog og de multimedie-tiltag, de har skabt for at lette formidlingen.

Indholdet
http://opinionator.blogs.nytimes.com/category/disunion/ er kronjuvelen i formidlingen. Det er en blog, der næsten opdateres dagligt. Indlæggene kredser sig rundt om begivenheder, der skete for præcis 150 år siden. Blogindlægget d. 13. marts 2012 fortæller f.eks. historien sergenten James Converse med udgangspunkt i en militær-operation den 13. marts 1862.
Det er i mine øjne en styrke, at der ikke blot fortælles om, præcis hvad der skete på en given dag, men, at man får en historisk artikel med udgangspunkt i datoen. Projekter af den art prøver ofte at fortælle, præcis hvad der skete for så og så mange år siden (se f.eks. www.1864.dk). Det ender ofte i nogle rodede mikro-fortællinger, så her har New York Times i mine øjne taget en god beslutning.
Indlæggene er skrevet af historikere, journalister og andre fagfolk, og der er ret gode kildehenvisninger. Kvaliteten er altså meget, meget høj.
Man kan (naturligvis) følge bloggen på Facebook, så man dagligt får smidt en historisk artikel om borgerkrigen i hovedet. God idé.
http://www.facebook.com/nytimescivilwar




Formidlingen
Formidlingsmæssigt er der desværre nogle systemiske svagheder. Det største problem er manglen på overblik. Bloggen er skabt til at man skal følge fast med i den, og gør man det vil man lære utrolig meget. Men blogindlæggene er kun sorteret kronologisk, og der er ikke nogen overskuelig måde at kigge tilbage i de ældre indlæg på.
Jeg synes, at der mangler en klar tematisk opdeling af indlæggene udover den kronologiske. Jeg forlanger ikke, at man skal kunne danne sig et hurtigt overblik over borgerkrigen, for det er ikke dens formål, men man kan ikke engang hurtigt komme tilbage til blogindlægget, der drejer sig om borgerkrigens start. Man bliver nødt til at trykke sig tilbage en side af gangen (eller bruge søgefunktionen). Det havde jeg personligt slet ikke tålmodig hel til. Hvorfor er der ikke en tidslinje over indlæggene?




Multimedie-formidling
Det store overblik over krigens gang, får man ikke på bloggen, men det kan man heldigvis få andre steder på New York Times' hjemmeside:
http://www.nytimes.com/interactive/2010/10/29/opinion/20101029-civil-war.html?ref=civilwarus

Det vigtigste på det link er nok tidslinjen, som man kommer til hvis man scroller lidt ned, men den sikre vinder af Oles FavoritFeature er klart slideshowet, der viser udviklingen i Lincolns skæg! http://www.nytimes.com/slideshow/2010/11/24/opinion/20101125_LincolnBeard.html

Tidslinjen er velfungerende. Min eneste kritik af den er, at den uden tvivl burde fremhæve de vigtigste begivenheder visuelt. Det er en ærgerlig mangel.
Den formår til gengæld kort og præcist at fortælle, hvad der skete på et givent tidspunkt. Og så er dens helt store styrke, at den har adgang til New York Times' omfattende arkivmateriale. New York Times er jo en gammel avis, og de har åbenbart digitaliseret dele af deres gamle skriverier.
På tidslinjens første punkt, Valget af Lincoln, kan man på den måde trykke på et link, der sender en direkte til New York Times' rigtige dækning af begivenheden for 150 år siden. (http://www.nytimes.com/1860/11/07/news/astounding-triumph-republicanism-north-rising-indignation-menaces-south-abraham.html) Det er helt vildt smart!

Design
Hjemmesiden er propfyldt af spændende information. Det bliver også en gang imellem dens hæmsko. Det er svært at få et overblik, over præcis hvad der er på siden. Det er meget svært at regne ud, hvordan man kommer fra bloggen 'disunion' over til billeder af Lincolns skæg.

Den bedste oversigt finder man i virkeligheden her http://learning.blogs.nytimes.com/2010/11/05/resources-abraham-lincoln-and-the-civil-war/ , inde på en side, der er dedikeret til undervisere. Det er for dumt. Jeg overvejer også, om ikke man burde have samlet borgerkrigsstoffet i en hjemmeside, der også designmæssigt var dedikeret til det og kun det. Jeg synes ikke, at New York Times' standard-design løfter opgaven på en overskuelig måde.


Konklusion
New York Times' formidler en enorm mængde fremragende historisk information, men designet kan ikke løfte opgaven helt. Det ændrer dog ikke ved, at det er en stærkt anbefalelsesværdig side, for folk, der gerne vil vide mere om den amerikanske borgerkrig.