”Agh,
pis og lort!” Sådan tænkte jeg, for at være ærlig, da jeg opdagede, at
deadlinen for at poste et blogindlæg hastigt nærmede sig. Jeg kunne ikke tage
mig sammen. Google blev flittigt brugt til at finde noget historisk formidling
på nettet, men lige meget hjalp det – jeg havde nemlig kastet mig over den
ultimativt mest tidskrævende overspringshandling: computerspil. Spillet hedder Hearts of Iron II, og det handler mit
blogindlæg om. Bum.
 |
| Hearts of Iron 2 |
Beskrivelse
Hearts
of Iron II (HOI2) er et strategispil, der foregår i perioden 1936 til 1947 (alt
efter, hvilken udgave af spillet man har). Man kan administrere næsten alle
lande, der eksisterede i perioden, og formålet er, at man skal styre landet
igennem de kritiske år på bedste maner. Tiden går støt og roligt frem og
spilleren har hele tiden overblik over, hvor man er i tid og rum.
Som
”hersker” kan man pille ved en ret overvældende mængde af barometre. Den
politiske udvikling kan man påvirke, ved at gøre sit land mere eller mindre
demokratisk, højre- eller venstreorienteret osv. Man kan udnævne officerer og
fyre kritiske røster i administrationen. Man kan satse på diplomati, oprustning,
krig og lign. Invasion, annektering og forsvarsalliancer, der naturligvis
senere brydes, er nogle af de beslutninger, man løbende skal træffe i spillet, mens
historien udfolder sig. Forholdet til nabolande skal plejes, hvis man ikke selv
vil invaderes, ligeså vel som det til sin egen befolkning skal det.
At
træde et skridt op af udviklingens stige kræver selvfølgelig både ressourcer,
mandkræft, videnskabelig avancering og meget mere. Prioritering af disse områder
er derfor helt afgørende for, om man kan nå sine mål og ikke bliver rendt over
ende af en omverden, der ruster sig til krig.
Som
det måske kan fornemmes på beskrivelsen af HOI2, så spiller landenes kulturelle
udviklinger ikke en betydelig rolle. Det gør de militærstrategiske overvejelser
derimod. Alt peger mod krig, hvilket bibringer HOI2 et meget højt
spændingsniveau!
Et kontrafaktisk krigsspil?
Som
nævnt kan man spille næsten alle nationer, hvoraf Sovjetunionen, Tyskland,
Storbritannien, Frankrig og USA er nogle af de mest magtfulde. Man kan dog også
vælge at spille små nationer, som fx Danmark. Her gælder det ikke om at sikre
verdensfreden eller verdensherredømmet, men derimod om at navigere en småstat
gennem rørte vande vha. diplomati, alliance- og neutralitetspolitik. Det er med
andre ord et meget realistisk billede af landendes formåen, der tegnes i HOI2.
Alt
efter, hvilke barometre man piller ved, og hvilke beslutninger man tager,
bliver ens land mødt med nye udfordringer. Vælger man at satse meget hårdt på
industri og oprustning, vil nabolandene fokusere deres kræfter på ens land og
man kan hurtigt befinde sig i en blodig krig. Satses der ubetinget på
nedrustning, risikerer man at udgøre et ”militært tomrum”, som nabolande uden
videre vil vade henover. Dilemmaer der også i virkeligheden dominerende
30’ernes udenrigs- og sikkerhedspolitik i Danmark og resten af verden.
De
interne og eksterne dynamikker i HOI2 gør det til et veludviklet kontrafaktisk
krigsspil, der på fin vis illustrerer konsekvenserne af at træffe eller af ikke
at træffe beslutninger i en svær tid. Det er dog ikke hele sandheden.
Man
kan nemlig også vælge at følge den virkelige udvikling, hvis man fx som Tyskland
vælger at annektere Sudeterlandet i 1938, nakke Polen i 1939 og nuppe Frankrig
i juni 1940. Alt efter, hvor dygtig man er til historie og computerspil, vil
det også lykkes meget godt. Lige i Tysklands tilfælde plejer jeg dog at afvige en
smule fra Hitlers originale planer. Operation Barbarossa = fail!
 |
| Screen shot fra spillet. Simpel grafik hjælper på brugervenligheden. |
Styrker og svagheder
HOI2
er ikke blevet skabt som et historieformidlingsprojekt. Det er der ingen tvivl
om. Men når det så er sagt, så spiller den historiske udvikling, reelle
begivenheder og virkelige problemstillinger en central rolle i dette
computerspil. Som tiden skrider frem, colaflaskerne tømmes og opvasken ophobes,
erhverves der alligevel en stærk viden om, hvad der foregik i perioden frem til
og under den anden verdenskrig. Det Brunbech ville kalde ”stelth learning”.
Man
præsenteres løbende for historisk ”korrekte” dilemmaer. Hvis man fx spiller som
Storbritannien, når Tyskland annekterer Sudeterlandet, vil der blive vidst en
boks med baggrundsviden omkring denne begivenhed. Hvilke interesser havde
Tyskland i dette, hvorfor gjorde man ikke noget fra allieret side osv. Man kan
så vælge at gøre, som man reelt gjorde – nemlig ingenting, eller man kan gå en
helt anden vej. Man bliver på denne måde holdt i ”historisk sync” med
virkeligheden.
Man
får et om end forsimplet indblik i, hvad der skal til for at styre et land ind
i, igennem og ud af en krig. At man kan spille drabelige supermagter såvel som
fredelige småstater bibringer HOI2 en vigtig variation og giver ligeledes
spilleren en vigtig nuancering af en i underholdningsgenren ofte meget
karikeret periode af verdenshistorien.
Vælger
man at spille en af de små nationer, har man dog meget lidt påvirkning på den store
udvikling. Ganske realistisk, men det gør også, at spilleren mere føler sig som
en passiv beskuer af historiens gang end en potent verdenshersker med styr på
lortet. Og det er der jo ingen, der ønsker – jeg spiller som supermagt!
Alt
i alt et spændende historisk krigsspil, der på mange måder ikke virker så
fjernt fra virkeligheden. Et spændende, ja når man skal skrive et blogindlæg,
måske for spændende strategispil,
hvor man trods alt skal have hjernen med hele vejen.
Tjek
linket ud!
10 min., der viser, hvilke overvejer fyren her, der spiller som
Storbritannien, gør sig, når Tyskland invaderer Danmark og Norge! Filmen viser
også meget godt, hvor militærstrategisk spillet kan være.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar