torsdag den 8. marts 2012

God reklame - godt formidlet!

Det er jo ikke fordi, man ikke godt er klar over, at man vil blive udsat for en del skjult reklame, hvis man vælger at læse Egeskovs online magasin, (som man jo så ofte gør en torsdag aften). Egeskov er en forretning, og der er ingen tvivl om, at magasinet i højere grad er lavet for at lokke gæster til slottet, end det er et forsøg på at formidle Danmarkshistorie. Men jeg synes, at magasinet er et spændende eksempel på, hvordan et online magasin kan skrues sammen, såfremt det er den gode formidling, der er målet for projektet. Derudover er dele af magasinet dedikeret til at fortælle historiske anekdoter og fortællinger fra Egeskov, hvilket gør det brugbart til dette blogindlæg.

Forsiden ligner et hvilket som helst andet online magasin, men så snart man begynder at bladre i det, bliver det interessant. I stedet for tætskrevet tekst mødes man af billeder, overskrifter og små videoklip. I disse videoklip er det Greve Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille i egen høje person, der fortæller om slottets udstillinger.

Som en anden Søren Rye beretter han om sine yndlings blomster, oldeforældrenes bil og sin farfaders jagtstue. Han fortæller historien med nærvær, og han gør det uden tvivl langt mere interessant at høre på, end det havde været at læse. Det skyldtes nok også, at alle videorne er tillagt baggrundsmusik, der er så idyllisk, at det kunne være klippet lige ud af en Morten Korch.

Man kunne selvfølgelig også have valgt bare at ligge en stribe videoklip ud på nettet, som brugeren selv kunne klikke på. Men jeg synes, at det, at man i stedet har valgt at lave et ”levende” magasin, gør videoerne lidt mere spændende, end de ville have været hver for sig.

Magasinet er først og fremmest reklame, men rent formidlingsmæssigt fungerer det utrolig godt, og personligt er jeg ikke i tvivl om, at jeg aldrig var nået til side 2, såfremt det ikke var skruet så innovativt sammen. Hvad siger i? Skal vi besøge Egeskov til sommer?       http://normik.ipapercms.dk/Egeskov/Egeskov1/

4 kommentarer:

  1. Jeg er helt enig med dig, Anna, om at det er godt skruet sammen. At de små videofrekvenser starter af sig selv og at der er fokus på store flotte billeder gør faktisk at man kommer længere end til side 2 i dette magasin! Både at videoerne findes og at de er korte + at man kan få mere tekst frem hvis man vil, giver mig indtrykket af at dette faktisk er tænkt som net-formidling og ikke bare i den traditionelle bås og så alligevel lagt på nettet.
    At det er greven selv der fortæller om sin farfar og oldefar m.fl. giver det lige en tand mere autencitet, og det fungerer rigtig godt det hele.
    De små hyggelige historier om særligt dukkehuset men også motorcyklen er ikke bare reklame for slottet, men nemlig også gode historier.
    Jeg kan vist kun være enig: god reklame - godt formidlet!

    SvarSlet
  2. Laura Garne Kjeldsen11. marts 2012 kl. 16.40

    Så fik jeg da også lige hørt om alt det, der rør sig på Egeskov! Jeg er enig i, at det er formidlet på en rigtig god og behagelig måde. Greven forstår at tale levende og spændende, så jeg i hvert fald blev fanget og måtte se alle videoklippene igennem. Det er formidling på den gode og behagelige måde.

    SvarSlet
  3. Jeg her ikke set dette format før, men er umiddelbart også positiv. Ofte når man ser kataloger/pdf-filer præsenteret via web sker det på en meget lidt brugervenlig måde. I det hele taget er det for mig at se en meget udbredt misforståelse at pdf egner sig til webformidling. pdf er godt til at sende dokumenter og ikke til så meget andet.

    Her er det imidlertid både en god "reader" funktion (selvom den godt måtte have været større) og samtidig er det ikke pdf, men en interaktiv folder, som blander folderformatet med webside-formatet, med en vis succes. Som de to ovenstående kommentarer er inde på skal man dog heller ikke undervurdere, at formatet her er dygtigt udnyttet, og at man netop har lagt den rigtige type informationer i det rigtige format ind (små korte og personlige informationer).

    Så alt i alt en god udnyttelse af et spændende nyt format. Kunne sagtens forestille mig at museer kunne lave gode foldere a la denne, hvis de altså kan undgå at falde for fristelsen til at putte alt for meget i den.

    ... og så er Egeskov i øvrigt et ganske sjot sted - specielt hvis man har børn med :-)

    SvarSlet
  4. Som Laura skrev, så har greven en utrolig rolig stemme, der gør at man gider lytte, og ens opmærksomhed bliver holdt. Jeg synes, det er en god baggrundsviden man får om selve familien, der bor/boede på slottet.
    Lidt flere spøgelseshistorie hvis det stod til mig, mest fordi de altid er spændende at lytte til. :)

    SvarSlet