søndag den 29. april 2012

The Wayback Machine

Med The Wayback Machine kan du se hjemmesiderne som de ser ud i "Don't make me think!".


Archive.org har siden 1996 scannet væsentlige sider på internettet og gemt dem. Med The Wayback Machine er disse blevet gjort tilgængelige.

Allerede i 1998 har The Wayback Machine en hjemmeside fra Aarhus Universitet. Pæn er den ikke, men derudover ville Steve Krug nok være tilfreds, overskuelig er den.


Ikke alle sider fungerer ordentligt endnu, men da det er en beta må man håbe at de får styr på det.
En sjov lille gimmick, som også kan visse, hvor meget der sker på få år online.

Andre sider brillere ved ikke at ændre sig nævneværdigt.

Det kan tilføjes, at selvom google.com ikke har forandret sig meget, har man i dag udeladt "Search the web using Google".

fredag den 27. april 2012

Saxos Rejse

Saxos Rejse
Saxos Rejse er et gratis online historiespil udviklet af Historiens Hus, Ringsted Museum og Arkiv. Spillet er rettet mod elever i 4.-6. klasse, og er et forsøg på at vække historieinteressen hos en aldersgruppe, der normalt ikke går synderligt meget op i historie.
Som spiller styrer man Saxo, der i 1100-tallet er blevet sendt på mission af ærkebiskop Absalon. Saxos opgave er at indsamle oplysninger om Blodgildet i Roskilde og Slaget på Grathe Hede – de begivenheder, som i 1157 betød, at Absalons barndomsven, Valdemar, blev enekonge over Danmark. Hvis dette lykkes tilfredsstillende vil Absalon hyrer Saxo til at nedskrive danernes historie – hvilket virkelighedens Saxo som bekendt gjorde med sit historiske værk Gesta Danorum.
Under rejsen kommer Saxo vidt omkring og stifter bekendtskab med mange kendte lokaliteter og personer fra perioden. Det animerede spil er en skæv blanding af fiktion og fakta, og overordnet set udgør det en glimrende introduktion, for børn og unge, til1100-tallets politiske magtspil og samfundsforhold. Gennem interaktiv deltagelse ”undervises” der i danmarkshistorien og spilleren afprøver på egen hånd væsentlige begreber indenfor historiefaget som kildekritik og fortolkning. Som spiller skal man styre dialogen med de personer Saxo møder, udforske et historisk danmarkskort, skrive på latin, indsamle informationer og meget mere.
Udførelsen af sådanne spil kan altid diskuteres og personligt vil jeg mene at Saxo Rejse til tider er noget langtrukkent, ligesom dialogsekvenserne ikke fungerer optimalt. Til gengæld er spillet fuld af facts om perioden og sproget er velegnet til et yngre publikum (vil jeg mene). Alt i alt et fint spil som formidler historien på en god og underholdende måde.
Jeppe Kirketerp

lørdag den 21. april 2012

Spillet om Danmark


"Spillet om Danmark" er et underholdende spil om kampen om magten i Danmark i vikingetiden, hvor konkurrence, strategi og læring blandes sammen. Spillet er beregnet til folkeskolens ældste klasser, hvor det vil kunne bruges i et tværfagligt undervisningsforløb i historie og kristendom. Der er mange interessante elementer i spillet, men det kræver en del metaviden for at forstå indholdet, og hvordan man spiller spillet.

Roskilde Museum har med støtte fra Kulturministeriets e-museumspulje udviklet spillet til folkeskolens 5.-7. klasse. Spillet skal være et nyt medie til at lære om, da Danmark blev samlet og kristendommen indført. Selve spillet foregår ved, at man er 2 til 4 spillere, der sidder ved samme computer og skiftes til at spille sin tur mod hinanden. Man spiller som en mægtig fyrste/ høvding og skal som i andre turbaserede strategispil forsøge at erobre hele kortet – her Danmark og det sydlige Sverige.


Undervejs i spillet får hver spiller nogle opgaver, der skal løses, og den spiller, der først løser sin opgave, vinder runden. Hovedmålet er dog at erobre hele Danmark. Som spiller bliver man udsat for en række dilemmaer i spillet, som f.eks. om man skal lade den kristne missionær bygge en kirke, eller om man vil fejre Jol. Disse dilemmaer skal afspejle overgangen fra asatro til kristendom.


Rent spilteknisk er spillet simpelt nok til, at man hurtigt kan finde ud af det, men der er en del ting, som godt måtte være blevet forklaret inden spillet starter. F.eks. hvordan man zoomer ud på koret (man skal scrolle), samt at man kan opgradere sine tropper (man klikker på den grønne prik ud for enheden). Lydsiden til spillet er dog ret underholdende.

Mange af de tekniske ting står i lærervejledningen til spillet, fandt jeg ud af. Det kræves altså at der er en lærer til at forklare, hvordan spillet fungerer. Ligeledes står der også i vejledningen, at ens trosbarometer bliver påvirket af om man støtter den kristne missionær eller den asatro spåkone. Det gør spillet lidt bøvlet, at man skal sætte sig ind i en masse ting før man går i gang (man skal læse brugsanvisningen…).

Overordnet vurdering af spillet
Konkurrenceelementet er en god ting ved spillet, der sikkert vil kunne holde opmærksomheden fanget hos folkeskoleelever. Hvis man samtidig får nogle instruktioner til spillet af en lærer og noget baggrundsviden om Danmark i vikingetiden, så vil man sikkert få en hel del ud af spillet.
Jeg har ikke kunne finde ud af, hvad spillet har kostet at lave, men da det fungerer og sikkert vil kunne lære eleverne noget, så er det nok pengene værd.