www.americaslibrary.gov/ er en hjemmeside om amerikansk historie, lavet af det amerikanske nationalbibliotek. Hjemmesidens målgruppe er børn, men som man kan læse på sidens egenbeskrivelse håber folkene bag at ”(...) children and their families will want to explore this site together”. Hjemmesiden indeholder mange forskellige muligheder for at gå på opdagelse i den amerikanske historie.
Siden er delt op i 5 hovedkategorier. Hver af disse 5 kategorier rummer en masse underkategorier, med spil, film, billedere og tekst om den amerikanske historie.
Meet Amazing Americans
Denne kategori giver mulighed for at finde information om personer der har haft betydning for den amerikanske historie. Denne del af hjemmesiden virker dog en smule mangelfuld, blandt andet er det kun muligt at finde artikler om 14 af de i alt 44 amerikanske præsidenter. Under ”Athletes & Entertainers” er der kun artikler om Buffalo Bill og Houdini, en smule skuffende når man tænker på hvem der står bag hjemmesiden.
Gutzo Borglum giver lige lidt ekstra information om Jefferson |
Under ”Meet Amazing Americans” finder man også et simpelt lille spil, hvor man skal hjælpe Gutzo Borglum med at forme de amerikanske præsidenters hoveder ind i Mount Rushmore. For at få Jefferson, Lincoln og de andre ”hoveder” frem, skal man svare rigtigt på spørgsmål om præsidenterne. Et rigtigt svar belønnes med, at Borglum sprænger en stang dynamit, der så får hovedet frem i bjerget. På mange måder et meget simpelt spil, der dog giver en god indgang til viden om de amerikanske præsidenter. Spørgsmålene er dog en smule svære, og jeg må med skam meddele, at det ikke lykkedes mig at sprænge alle de amerikanske præsidenter frem i første forsøg. Om det så skyldes spørgsmålene eller min uvidenhed om præsidenterne må stå hen i det uvisse.
Jump back in time
Her finder man en gennemgang af den amerikanske historie, delt op i 11 kategorier man kan klikke sig ind på. I modsætning til delen om historiske personligheder, som er temmelig mangelfuld, er der rigeligt med information at hente her. Vælger man en af de 11 underkategorier møder man en kort introduktion til perioden. Nedenunder er der henvisninger til en række artikler om begivenheder i den periode man har valgt. Her findes information om stort set alle begivenheder i amerikansk historie. Derudover findes der et lille program, hvor man indtaster sin fødselsdag og derefter får at vide om der er sket noget vigtigt rent historisk på den dato (det viser sig, at den 9. februar åbenbart ikke er en af de allervigtigste datoer i amerikansk historie. Jeg havde i hvert fald håbet på noget lidt mere spændende end en artikel om, at Walt Whitman skrev et brev).
Samme opdeling af emner og artikler finder vi i de tre sidste hovedkategorier; ”. Under ”Explore the States” finder man en gennemgang af de amerikanske stater og deres historie, mens man under ”Join America at Play” finder en beskrivelse af amerikansk sport og fritid. Langt størstedelen af artiklerne handler om baseball, så hvis man er fan af Redsox eller Yankees finder man nok noget af interesse her. Hjemmesidens sidste del ”See, Hear and Sing” indeholder en masse gamle lyd og film klip fra den amerikanske underholdningsindustri. Derudover kan man læse om gamle børnesange om nogen af de første tegnefilm der blev lavet i USA.
Et eksempel på hjemmesidens design |
Alt i alt kan man finde masser af information om USA og landets historie på hjemmesiden. Enkelte dele af den er dog en smule mangelfulde, især afsnittet om store personligheder. Hjemmesiden største problem er dog ikke disse mangler, men i stedet dens design. Det er efter min mening enormt kedeligt og man fristes næsten til at tro, at siden er lavet af målgruppen i stedet for til dem. Det er meget synd for der ligger en masse gode ting derinde. Man kommer bare ikke altid frem til dem, før man mister interessen for en hjemmeside, der ikke ligefrem ligner noget der har taget mere end et par timers tid at sætte sammen. De mange spil og filmklip gør helt sikkert at målgruppen, der må antages at være børn i skolealderen, får lyst til at bruge tid på amerikansk historie. Spørgsmålet er dog, om ikke spillene er lidt for simpelt og kedeligt bygget op til at man kan fastholde interessen. Altså et udmærket forsøg på at blande leg og læring, der desværre taber en hel del rent præsentationsmæssigt.
"...lavet af målgruppen i stedet for til den" lol - hatten af for en god sviner. Den må jeg huske.
SvarSletPudsigt med designet. Jeg er enig med dig i at det ser lidt oldnordisk ud, men kom til at tænke på at det faktisk ligner mange af de ting Steve Krug har eksempler på fra Dont make me think, som for det mest er eksempler der er 10 år gamle.
Også enig i, at det er lidt tyndt rundt omkring, og kan heller ikke helt se formålet med den megen personlige info om udvalgte amerikanske præsidenter. Men på den anden side tror jeg det er noget man går meget op i ovre i US. Dog for dårligt at når man klikker ind på præsidenter for man kun præsenteret en halv sens stykker.
Småspillene er jo også rimeligt naive, men jeg tror alligevel jeg foretrækker sådanne frem for mange af de større spil jeg ellers har set eksempler på her på bloggen. Disse kan i det mindste spilles. Men enig i at der kunne gøres mere ud af designet og også navigationen. De mange farverige ting rundt omkring er sikkert placeret i den bedste mening, men går ud over navigationsmulighederne, ligesom det ofte er meget svært at se hvad der ligger bag de enkelte menupunkter.
Men alt i alt: Ikke helt så ringe endda synes jeg